Alt om fyldningsdøre

En fyldningsdør er en dør med fyldninger mellem dørens rammestykker; deraf navnet. De er typisk fremstillet i træ, og kan fungere som både indvendige og udvendige døre. Detaljeringsgrad og træsort varierer fra dør til dør, så hvad skal du være opmærksom på, hvis du skal købe en ny fyldningsdør?

Traditionelt set har fyldningsdøre været meget brugt i dansk byggeri, og de gør sig godt i klassiske bygninger, hvor man gerne vil videreføre historien og traditionerne. Skal du købe nye fyldningsdøre, er der nogle ting, du med fordel kan have i baghovedet, og dem gennemgår vi nedenfor.

Døren skal passe til huset

Når du skal skifte dør – hvad enten det handler om en indvendig eller en udvendig dør – er det vigtigt, at døren passer til husets stil. Du skal altså ikke vælge en højglanslakeret dør uden fyldninger til en ældre murermestvilla, ligesom en fyldningsdør med mange fyldninger ikke passer så godt til et ultramoderne nybyggeri.

Gå efter kvalitet

Det kan altid betale sig at købe døre af god kvalitet. De isolerer bedre – særligt når det kommer til yderdøren – og så slår den sig ikke, hvis den er lavet i en god kvalitet og har tre hængsler. Alternativet er en dør i malet MDF, som er væsentlig billigere, men som sjældent holder lige så længe. Der kan hurtigt komme ridser eller skrammer i den billige dør, og så kan vand trænge ind under malingen og ødelægge døren.

Mål omhyggeligt op

Hvis du selv køber en ny dør uden ekstern rådgivning fra en tømrer eller lignende, er det vigtigt, at du er omhyggelig med at måle op. Du skal bruge fire forskellige mål:

– Dørhullets bredde og højde.

– Dørkarmens bredde og højde.

– Indfatningens bredde og højde.

– Den eksisterende dørs bredde og højde.

Med alle målene ved hånden er det hurtigt og let at bestille lige præcis den dør, der passer allerbedst til dit hus og dine behov.